Nej det er ikke skadeligt for Danmark. Det er skadeligt for alle de tåber, som render rundt i Danmark og i verden og leger skæg og blå briller, og det er skadeligt for de fisfornemme og selvhøjtidelige politikere og embedsfolk, som står bag og orkestrerer at nogen skal rende rundt og spionere på hinanden og skaber splid og usikkerhed. det er til skade at man bruger borgernes penge til den slags, og det er til skade for samfundet og os alle sammen at det sker i hemmelighed og uden reel demokratisk kontrol.
Jeg er sikker på at denne skandale gavner Danmarks renomme, ikke i regeringskontorerne i Washington, ej heller blandt EUs bureaukrater og nok heler ikke i Moskva, selv om Putin formentlig vil nyde at grine af sagen. Men det vil formentlig gavne Danmarks renomme blandt ganske almindelige samfundsborgere uden kors og bånd og stjerner verden over. For efterhånden kan enhver med lidt normalbegavelse se at disse mere eller mindre selvbestaltede, lukkede og hemmelige organisationer fortrinsvis er til gavn for dem selv og deres leg, og at de er medvirkende til at fastholde mistro, splid og ufred i verden.
Et samfund kan kun være demokratisk, hvis det er åbent, har pressefrihed, og alle borgerne er informeret om, hvad magthaverne foretager sig. Desuden bør Danmark medvirke til at også verdenssamfundet bygger på demokratiets og frihedens grundpiller.
Lad os nu udnytte denne skandale, eller hvad det nu viser sig at være, til at skære voldsomt ned på både PET og FE, – i bedste fald lukke dem, og i stedet indføre åben og fredelig kommunikation til gavn for Danmark og for alle dem, som vil kopiere Danmark som et godt eksempel.