Categories

Danmark er ikke længere et demokratisk samfund

Jeg har lyst til at sige noget om demokrati, og lad mig starte langt væk fra Danmark.
Igennem mere end 20 år har jeg løbende haft tilknytning til Uganda mest i forretningsøjemed, men mine mange ophold i Kampala har givet mig venner og bekendte, som jeg stadig hører fra jævnligt.
Jeg har også flere gange mødt præsidenten, Museveni, og været medskyldig i at han på et tidspunkt var på uofficielt besøg i København.
Museveni er idealist, og han tog magten i landet med grov vold for 35 år siden fra daværende Obote. Men straks efter magtovertagelsen erklærede han demokrati og pressefrihed. Demokratiet har nok haltet lidt og efter 35 år ved magten, halter det nok endnu mere, – magt korumperer som bekendt. Der er også problemerne med dødsstraf, abort og homosexualitet, men husk på at det er en ungt demokrati på kun 35 år i modsætning til det danske demokrati, som blev indført i 1849, for 172 år siden.

Jeg har brugt en del tid på at sammenligne de to lande, Danmark og Uganda. Der er både ligheder og forskelle. Mest iøjnefaldende lighed er befolkningens forholdsvis afslappede mentalitet og tolerance. Forskellene er selvfølgelig mange, vi taler om et andet kontinent, anden økonomisk og industrielt niveau, som sagt ny demokrati mm. Museveni er 76 år gammel, og hvad der sker med landet og demokratiet efter ham er desværre uvist.

Undskyld al Uganda-snakken, men jeg har en pointe. For samtidig med at jeg har beundret Uganda for alle fremskridtene og det spirende demokrati, så har jeg været glad for og stolt af at være dansker og være statsborger i et “rigtigt demokrati”.
Men efter 2001, så begyndte det ligesom at halte lidt med glæden over at være dansker og stoltheden over det demokratiske Danmark.
Først blev dansk militær sendt ud i verden for at bombe, ødelægge og dræbe uskyldige mennesker, hvilket i min optik er u-dansk og desuden utilgiveligt.
Dernæst begyndte Danmark først med Thorkild Simonsen, fornylig med Inger Støjberg og nu med Mathias Tesfaye (Frederiksens puppet), at gøre livet umuligt og håbløst for flygtninge og indvandrere. Den danske regering adskiller kærester og ægtefæller, eller børn og forældre med magt. Eneste ord som jeg kan finde for dette er rå brutalitet og psykisk tortur, hvilket er statsautoriseret og betalt med dine og mine penge.
Og nu skal regeringens hævngerrighed eller deres indre danske svinehund gå ud over de børn og mødre, som er strandet i Syrien, – det er bare extremt udansk efter hvad jeg har lært om Danmark gennem 74 år.

For godt et år siden gik verden amok. Hvordan det kunne ske, ved jeg ikke med bestemthed, men min teori er at panikken er orkestreret af WHO, hvor nogen sikkert har fået sig godt betalt af medicinalindustrien. Dette er ikke en påstand som jeg kan bevise,, men et kvalificeret gæt.
Mette Frederiksen var lynhurtig til at gribe situationen, udbasunere det værst tænkelige frygtscenarie, og indføre undtagelsestilstand og diktatur i Danmark, sekunderet af sundhedsministeren og diverse håndplukkede “specialister”, som forstod at det ikke handlede om exact viden og folkesundhed, men om at tilfredsstille statsministeren ønske om at cementere sin egen magt.

Denne situation har nu stået på i mere end et år, og folk finder sig i det, – ligesom i Uganda, hvor folk er næsten ligeså villige til at lade sig forføre som danskerne er.
Forskellen er bare, at i Uganda handler demokratiet hele tiden om 2 skridt frem og et tilbage, – sådan er det jo, – mens det for det danske demokrati handler om syvmileskridt tilbage og ikke et eneste skridt frem, idet demokratiet og borgernes frihedsrettigheder reelt er afskaffet unde den nuværende regering.

Men det er ikke bare regeringens skyld. Så længe danskerne finder sig i at rende rundt med masker og gider bruge tid og statens penge på at lade sig teste, da støtter man jo diktaturet.
Uganda er under udvikling til et moderne samfund, og det gælder også demokrati og menneskerettigheder, selv om det tager tid.
Danmark har siden 2001 været i gang med at udvikle sig til en bongi-bongi-samfund, og med Mette Frederiksens meget spidse albuer og regeringens aktuelle professionelle frygtpropaganda mod indvandrere og mod en sygdom, som nærmest ikke eksisterer, så er vi på vej til at lande der hvor det måske ville være bedre at bo i Uganda.

Comments are closed.