HejDanmark

Hvad er det for noget sindssygt at hælde ud i æteren, at der skal komme storkrig. Var det ikke en god ide i stedet at beskæftige sig med, hvordan det undgås?
Analytikere og spåkarle hygger sig med at tegne fanden på vægen ud fra hvis nu sådan, så sådan og så sker der det og det og det.
I politiske kredse beskæftiger man sig med at skamme hinanden ud og hvordan man kan provokere hinanden mest muligt med beskyldninger og trusler. Og så er der ellers stor enighed om at trappe det hele op med levering af krigsmateriel for milliarder og krav om mange flere blodpenge fra de skatteborgere, som i sidste ende er dem som skal slås ihjel eller lemlæstes med de mange våben, som skal købes for pengene.
Men foruden analytikerne, som kan sole sig i sin egne analyser og bedreviden og politikerne, som griber mulighederne for at føle sig betydningsfulde, så har vi en tredie part, den store vinder, våbenindustrien og dødens købmænd, De gnider sig i hænderne af successen og griner hele vejen til banken. Og hvad griner de så af, jo, de griner af at de politikere som burde varetage folkets interesser og den befolkning, som skal vælge dem er så dumme som et bræt og er utrolig lette at manupulere, blandt andet ved effektiv propagande (det har de jo rigelig råd til), som indeholder ingredienser som frygt blandet med historien om de gode og de onde og med løfter om beskyttelse (ja, ganske paradoksalt, men det virker) og handlekraft.
Tænk at vi finder os i det her! at uskyldige i massevis skal dræbes og lemlæstes, familier ødelægges, byer og livsgrundlag ødelægges, folks hjem smadres med bomber og raketter, ressourcer ødes væk og miljøødelæggelserne forøges yderligere ud over det allerede kritiske.
Vi bliver da nødt til at gøre noget.
Tænk hvis de flittige analytikere, i stedet ville arbejde med anvisninger til fornuft og nedtrapning. Tænk hvis politikerne ville lade være med at lade sig hjernevaske af våbenindustriens dygtige strateger, men i stedet stå på befolkningernes side (det er faktisk det som de er valgte til). Tænk hvis vi allesammen ville sige stop, ikke mere krig, og det skal være nu.
I den helt aktuelle situation må danske politikere træde i karakter og overbevise NATO/USA om at love at Ukraine ikke kan blive medlem af NATO og at NATO ikke vil udvide mere i Østeuropa, for det er jo det som krigen handler om. Der må vel være en enkelt dansk politiker, som kan få fortræde og tale den sunde fornuft. For det er fornuft, som det handler om, ikke strategi, – jo landene burde selv kunne bestemme hvem de vil gå i aliance med, men det er bare ikke interessant for den familie, som bliver bombet ud af deres hjem, eller for den mor, som mister sin søn på slagmarken.
Når denne ting er på plads, så må turen gå til Putin og overbevise ham om at stoppe krigen. Det bliver ikke verdens nemmeste opgave, men det bliver verdens vigtigste lige nu.
Er der nogen politiker som melder sig, eller er i allesammen tøsedrenge eller lallende levebrøds?

Forsvaret har altid været en sindssyg voldelig og samfundsødelæggende institution. Danmark oplevede det i 1864, hvor den tåbelige konge skulle spille med musklerne på befolkningens bekostning. Under 2. verdenskrig førte Danmark en klog neutralitetspolitik og blev derfor sparet for store ødelæggelser og menneskelige lidelser.
Men fra og med krigsretorikkeren Anders Fog har Danmark ledt efter hvordan man kunne deltage i krige rundt omkring i verden med store omkostninger til følge, både menneskelig og økonomisk.
Voldeligt militær (man kalder det “forsvar”, så lyder det mindre voldeligt og mere tilforladeligt) er topprioritet hos Det Konservative Folkeparti, som derfor praler af at have kæmpet i mange år for at vi skatteborgere skal betale mere til krudt og kugler og voldelig uddannelse af unge mennesker, og i værste fald til død og ødelæggelse.
Man taler om “sikkerhed”, men at deltage i den verdensomspændende opskalering af voldeligt krigsvæsen skaber jo netop det modsatte, usikkerhed.
Man taler om “ansvar”, – men over for hvem? hvis det handler om ansvar over for våbenindustrien og dødens købmænd, så de kan tjene flere blodpenge, så er det selvfølgelig rigtig nok.
Krigsretorikerne vil afskaffe forsvarsforbeholdet, for så kan de, som de selv udtrykker det, samarbejde frit om militære operationer. Uden forsvarsforbeholdet vil Danmark frit have muligheden for at sige ja eller nej til militære operationer, vi vil altid have friheden til at vælge selv, siger de, og det er ikke ukorrekt. Problemet er bare at der på Christiansborg er flertal af krigsgale, som ønske at Danmark skal fare rundt i verden og deltage i tvivlsomme krige, og denne mulighed forhindres af det nuværende forbehold.
Derfor, Danmark skal tage ansvar og således arbejde for at forhindre krige, – ikke deltage, men forhindre. Og derfor skal vi stemme nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet.
Lad os give Danmark muligheden for at tage ansvar og igen blive en fredsnation, som kan påvirke landene omkring os og hele verden i en fredelig retning.
For vores frihed og tryghed.

+18 giver over 40 milliarder om året til oprustning af det danske destruktive og dødbringende militær/krigsvæsen (af politikere kaldet “forsvar”). Mon nogen egentlig rigtig fatter hvor mange penge det er, og hvad vi kunne få for de penge? Yderligere 13.000 skal ansættes som soldater, der skal rende rundt og lave ingenting ud over at forurene og bruge ressourcer og i sidste ende evt. dræbe og ødelægge eller selv blive dræbt og lemlæstet.
Et næsten enigt folketing har vedtaget dette galimatias, og de indrømmer helt åbent, at pengekassen er tom, og dette vil give nogle magre år og vil gå ud over velfærd, sundhed og klima.
Hvornår går det mon op for danskerne at vi bliver ført bag lyset af dumme politikere, som er i lommen på krigsindustrien med USA som bannerfører. For kikker man på de militære styrke, så handler dette selvfølgelig ikke om Putin, som NATO jo også nærmest har opildnet til at angribe Ukraine, og derefter ladt landet i stikken.
Vi skal have en fredelig verden. Det skabes kun ved nedrustning og Danmark skal gå foran, fordi vi kan risikofrit, og fordi vi skal bruge pengene til at skabe en fremtid for naturen og de kommende generationer i stedet for at bruge pengene til at fremme død og ødelæggelse.

Det kan godt være at det i visse sammenhænge og også i den tidligere historie kunne være smart at forsvare sig. Men dels kan det gøres med mange metoder, og som regel er det de ikke voldelige metoder som både virker bedst og giver færrest negative følger for alle parter.
De moderne konflikter, kunne som regel løses med samtaler og diplomati, især i vor moderne tid, fordi næsten alle kan kommunikere på engelsk. Men det sker ikke fordi politikerne generelt er umodne og dette kombineret med at militære karrierefolk og våbenindustrien (dødens købmænd) i fællesskab manipulerer dem pga. magt og penge.
Verden skal derfor nedruste, ikke opruste. Og det skal begynde et sted som en ny trend til et godt eksempel for alle andre. Danmark er velegnet til dette, Vort ry er desværre lidt blakket efter den øgede krigsretorik efter Fog Rasmussen og efter den kyniske udlændingepolitik, men Danmark har stadig forholdsvis fornuftige relationer til de fleste lande i verden, incl. både øst og vest. Danmark skal nedruste for vi kan, fordi kan bruge det som eksemplets magt, fordi vi vil blive respekteret for det (dog ikke af våbenindustrien og krigsfanatikerne) og andre vil følge efter.
Oprustning vil før eller senere koste død og ødelæggelse. Det er jo også det som vi ser lige nu, hvor Ukraine bliver smadret pga. en tåbelig realisering mellem Rusland og NATO.
Vi må lære at forstå at vi som verdensborgere skal samarbejde og respektere hinanden. Selvfølgelig vil der være forhindringer for dette, for vi er jo ikke alle ens. Men den allerstørste forhindring er militær oprustning.
Som dansker, så ønsker jeg dansk militær afskaffet og erstattet af samarbejde, samtaler og sund fornuft. Og skulle det ske, så er jeg sikker på at andre lande stille og roligt ville følge efter. Men det vil kræve fornuftige politikere, som ikke er i lommen på krigsindustrien, og de er tilsyneladende svære at finde, også i Danmark.

På tværs af rød og blå blok har man som panikhandling, med bind for øjnene, uden en gnist af sund fornuft, vedtaget at øge Danmarks udgifter til destruktivt militær. Danske politikere har udnyttet den forfærdelige situation i Ukraine til på rekordtid at støtte dødens købmænd yderligere i strid med al sund fornuft og til stor fare for eskalation og dermed for Ukraine, for freden i verden og for Danmark. Desuden har man glemt alt om militærets enorme miljøbelastning.
Danske politikere har fra og med Fog Rasmussen sørget for at Danmark ikke længere er en fredsnation, men et vedhæng til USA krigsretorik, som skal støtte den krigsindustri, som er forudsætningen for den amerikanske økonomi.
Uanset hvor usympatisk og modbydeligt Putin opfører sig, så er det nødvendigt at forstå at baggrunden handler om løftebrud med NATO-udvidelser mod øst og CIAs og NATOs infiltration i Ukraine. Og hele den vestlige handling og retorik, bl.a. i det danske Folketing, går nu på at man hellere ser Ukraine smadret, fredelige folk dræbt og lemlæstet, og overlevende jaget fra hus og hjem, end blot at erkende at Ukraines medlemskab af NATO og EU er en rigtig dårlig ide, sådan som verden nu engang ser ud.
Jeg er sikker på at de fleste alm. familier i Ukraine er lidt ligeglade med NATO-medlemskab eller ej , men at de gerne vil leve i fred og passe på deres hjem, børn, deres arbejde, deres liv og fremtid.
Derfor skal Danmark selvfølgelig ikke opruste med mere potentiel død og ødelæggelse, men vi skal opruste humanitært. Vore politikere skal kæmpe for våbenhvile og fred i Ukraine i stedet for at puste sig op og gøre ondt værre.
Nogen gange kan det undre mig, hvad det er for et gen, som gør at nogle danske politikere skal puste sig op og lege Napoleon, og det tavse flertal tilsyneladende finder sig i det. Det der foregår lige nu er dumt, det er farligt og det er u-dansk.

Når statsministeren i den nuværende spændte situation går ud og siger at man vil tillade amerikansk militær på dansk jord, så er det en dumhed uden sidestykke grænsende til landsforræderi. Men hun kan komme af sted med det fordi både venstre og konservative bakker op med en ufattelig og farlig krigsliderlighed.
Ruslands ambassadør har allerede bemærket Danmarks rolle som USAs nyttige idiot, og det kan i yderste konsekvens drage vort land ind i en krig, som er det allersidste vi, den danske befolkning, har brug for. Men når de 3 store krigslystne partier er enige om at provokere Rusland, så er det svært at se hvad vi kan gøre for at undgå¨at Danmark ender midt i katastrofen.
Og desværre så virker det som om danskerne er mere interesserede i prisstigninger, end i at vort lands regering skaber fjendskab og usikkerhed, som i bedste betyder øgede udgifter og øget klimabelastning mm. og i værste fald kan resultere i død og ødelæggelse for vort land og befolkning.
Det er i øvrigt uhyggeligt at bemærke, hvorledes de radikale er så tavse at det næsten er støjende, – kom nu på banen, der er hårdt brug for jer til at holde igen over for krigspartiernes tåbeligheder.

At EU kalder A-kraft for bæredygtigt er en katastrofe. At argumentere for at teknologien er bæredygtigt er total mangel på indsigt. At argumentere for at affald er ligegyldigt bygger på manglende forståelse for de kommende generationer. At argumentere for at det er ufarligt bygger på en forkert tankegang om hvad fare er, for hvad er fare og hvad er sikkerhed? Lad os være flinke og sige at det er 99% sikkert, med andre ord, så er sandsynligheden for ulykker meget lille. Men sker det så alligevel på et eller andet tidspunkt, så er katastrofen uoverskuelig og kan dræbe og lemlæste millioner. En nedfalden vindmøllevinge skal være ekstrem uheldig for at ramme bare en enkelt person.
Hvis der så havde været et formål med denne teknologi, så kunne man måske overveje at leve med risiciene. Men da det alt taget i betragtning er den allerdyreste form for energiproduktion og den mest centralistiske og dermed politisk sårbare, så er formålet svært at få øje på.
A-kraft er en forældet teknologi, som var sjov i de glade 60-ere, da der kun var én vej, nemlig fremad i industriel udvikling, og ingen havde fattet at det kunne få uheldig indflydelse på jordens økologi og vore fremtidige levevilkår.
Men nu er vi heldigvis blevet klogere, – eller er vi?
Barry Commener sagde at “der findes ikke en gratis frokost”. Desværre er der alt for mange, som endnu ikke har fattet det.

(Los Angeles Times)
BY DAVID P. BARASH
DEC. 15, 2013 12 AM PT

Siden borgerkrigen i 1948 har Costa Rica modsat de fleste andre mellemamerikanske lande været fri for politisk vold. Costa Rica er siden blevet kendt for at være landet uden en hær, da den blev opløst efter borgerkrigen. Denne artikel er skrevet i 2013, men landet er stadig uden militær, og dette burde være et godt eksempel for andre lande. Lad os starte med os selv her i Danmark, og vi vil spare 24.000.000.000 kr./år, hvilket kunne fjerne al resterende fattigdom i Danmark. Hertil kommer det enorme ressourcesvineri, som millitæret udøver.

On Dec. 1, 1948 — 65 years ago this month — Jose Figueres, then president of Costa Rica, made a fiery and eloquent speech, after which he took a sledgehammer and bashed a hole in a huge stone wall at the nation’s military headquarters, Cuartel Bellavista. Its imposing towers and massive gates had loomed over the capital city of San Jose since 1917, the country’s premier symbol of military power and the home of the “Tico” military establishment.
Figueres was not just being a showman; he was announcing something truly extraordinary: Henceforth, Costa Rica would take the almost unheard-of step of renouncing its military. At the conclusion of the ceremony, he publicly handed the keys to the minister of education, announcing that Bellavista would be transformed into a national art museum and the nation’s military budget would be redirected toward healthcare, education and environmental protection.
The political calculations that led to this dramatic event were doubtless complex, and they’ve been disputed ever since. It seems likely, for example, that Figueres was painfully aware that Costa Rica’s military, like that of other Central American states, had been used to suppress domestic uprisings and undertake coups, especially against governments perceived to be left-leaning like his.
But at the same time he was clearly aware of the “opportunity costs” associated with military spending, the simple fact that resources expended on the military could not be used to support domestic needs. Then as now, his decision to demilitarize created opportunities for Costa Rica to invest in butter instead of guns.
To this day, Costa Rica has no army, navy or air force, no heavy weapons of any kind. There are local police forces but no national defense force. When visiting dignitaries arrive in San Jose, they are never met by bands in military-style uniforms or uniformed national officials of any kind, because by law there are none; rather, foreign VIPs are met by schoolchildren wearing the visitor’s national colors.
If you walk along a beach in Costa Rica and see lines of pelicans flying in perfect formation, consider it the Tico air force, out on maneuvers.

Most Americans — even among the many who travel to Costa Rica for an eco-vacation — have no idea that this country is demilitarized, even as they enthusiastically partake of the many benefits this decision has helped generate: democratic institutions, the remarkably healthy and happy population, and, not least, the fact that Costa Rica has been able to invest not only in its people but also in preserving about 25% of its land area in either national parks or biological reserves.
It has become fashionable of late to evaluate and rank the overall “happiness” of various countries. It’s easy to be skeptical of such surveys. The results vary with the questions asked, not to mention divergent national styles when it comes to self-assessment. Nonetheless, it is noteworthy that Costa Rica ranks No. 1 in the Happy Planet Index, No. 1 in the World Database of Happiness. It’s consistently right up there with its wealthier counterparts despite a per capita gross domestic product of $7,390, 68th in the world, according to the International Monetary Fund in 2010.
It is difficult, perhaps impossible, to conclude with certainty that when it comes to various “happiness” measures, Costa Rica punches so far above its weight because it’s been soldierless for 65 years, but the possibility is at least reasonable. In 1987, Costa Rican President Oscar Arias made the happiness connection, obliquely, when he spoke before the U.S. Congress.

“I belong to a small country,” he said, “that was not afraid to abolish its army in order to increase its strength. In my homeland you will not find a single tank, a single artillery piece, a single warship or a single military helicopter…. Today we threaten no one, neither our own people nor our neighbors. Such threats are absent not because we lack tanks but because there are few of us who are hungry, illiterate or unemployed.”
Arias was addressing Congress because of his role in negotiating peace in the Contra war in neighboring Nicaragua. The United States had employed strenuous economic and diplomatic arm-twisting in hopes of getting Costa Rica to rearm and join it in fighting the Contras. When that effort failed, the Reagan administration was greatly annoyed. But two months after Arias’ Washington speech, he was awarded the Nobel Peace Prize.
There is no doubt that his success as a negotiator was achieved in part because he was able to deploy his country’s neutrality as well as the moral authority generated by its commitment to demilitarization.

Costa Rica is not alone in having abandoned militarism, although its demilitarized compatriots are either firmly in protective relationships with larger states (Costa Rica is presumably sheltered by the U.S., but only under the loose ties of the Organization of American States), or they are barely countries at all (being closer to city-states or tiny, isolated islands), or they have only recently proceeded down the path of demilitarization. (Some nations are sometimes thought to be demilitarized but are not. For example, Sweden and Switzerland are neutral but armed.)
By my reckoning, these are the world’s demilitarized political entities: Mauritius, in the Indian Ocean, off the coast of Africa. In Central America and the Caribbean: Costa Rica, Dominica, Grenada, Haiti, Panama, St. Kitts and Nevis, St. Lucia, and St. Vincent and the Grenadines. In Europe: Andorra, Iceland (a NATO member), Liechtenstein, Monaco, San Marino, and Vatican City. And, in the Pacific Ocean: Cook Islands, Kiribati, Marshall Islands, Micronesia, Nauru, Niue, Palau, Solomon Islands, Samoa, Tuvalu, and Vanuatu.
It may be significant that with the exception of the Vatican, all these entities are democratic. In addition, few have been subjected to foreign attack or coercive military threats. In 1989, Panama, which then had an army, was invaded by the United States, and in Haiti, a military strongman was deposed in 1994 by the threat of U.S. military force. The demilitarization of Panama and Haiti is probably too recent to be considered fully successful, although both countries warrant more attention in this regard than they have received.

Unfortunately, in no cases (including that of Costa Rica) are data available comparing civilian populations’ happiness or subjective well-being before and after being demilitarized.
It is unrealistic to expect that the United States will ever abolish its armed forces. Indeed, war can become a national habit and militarism a way of life. But so can peace and demilitarization, as the case of Costa Rica shows, and as Dr. Seuss has affirmed: “You have brains in your head. You have feet in your shoes. You can steer yourself any direction you choose.”
The Ticos have chosen, and for them at least, it works.

David P. Barash is an evolutionary biologist and professor of psychology at the University of Washington. He and his wife, who have a home in Costa Rica, are writing a book about its demilitarization and its happiness.

I aften er der Danmarks-indsamling på DR1. Der skal samles penge ind til verdens ofre for Corona-krisen. Fine mennesker kan få lov til at lufte deres godhed, og for at gøre det helt grotesk, så orkestrerede man desuden et par hjemløse, som donerer dagens fangst af tomme øldåser. Og “godheden” opmuntres af flotte gevinster af den vildeste luksus, så hr. og fru “yes mam” kan få lejlighed til at lufte sin godhed og sin indre svinehund samtidig.
Og selvfølgelig kommer der nogle kroner i kassen, og selvfølgelig vil de penge, som er tilbage efter administration og overdådighed, hjælpe nogle få mennesker, – så langt så godt.
Men for det første er tanken om at man skal underholde og friste folk til at hjælpe, i stedet for at vi gør det af vort hjerte ulækker. For det andet så er det jo småpenge i forhold til de lidelser, som Corona-hysteriet har skabt. Jeg kender personligt et område i det sydlige Uganda, hvor folk dør af sult, fordi der i 2 år ikke har været turister, og her er ingen bistandshjælp.
For det 3. så bør det være samfundets opgave at sørge for at folk ikke lider nød, – den hjælp skal ikke komme fra hjemløse, som samler øldåser. Og tænk hvis alle de 1000-vis af milliarder, som verden over er spildt på test og mikroplast-masker samt virkningsløse og potentiel farlige vacciner havde været brugt til at skabe bedre livsbetingelser for dem har det svært. Men det ville selvfølgelig give mindre underholdningsværdi for os privilegerede end et meningsløs TV-show med udlodning af biler til 300.000 kr.
Og jo, vi skal hjælpe hinanden og bekæmpe fattigdom osv. Men det skal ikke gøres ved en feel-good aften på TV, hvor vi kan vinde en ny bil, men ved at opføre os ansvarlig i vor dagligdag som forbruger, og ved at tvinge regering og EU m.fl. til at bruge vore skattekroner til gavn for natur og mennesker i hele verden i stedet for krudt og kugler, støtte til naturødelæggende giftlandbrug og virkningsløse vacciner.